Hej, jeg er Cliff Weitzman.

Jeg er ordblind.

Jeg fik diagnosen i 3. klasse. Det var den bedste dag i mit liv.

Indtil da lod jeg, som om jeg læste i folkeskolen.

Jeg sad med bogen åben foran mig og førte fingeren hen over ordene, så folk (mine forældre, lærere, venner, søskende) ikke skulle tro, jeg var dum eller doven.

Læsetimerne var skræmmende.

Én efter én læste børnene. Og turen kom hele tiden tættere på mig.

Mine hænder begyndte at svede.

Så fik jeg timingen til at passe. Lige før det blev min tur…

Smuttede jeg ud og gemte mig på toilettet.

Det gjorde jeg hver eneste gang.

Folk må have tænkt, jeg havde blæreproblemer. Hellere det end at de troede, jeg var idiot.

Det værste var min far. Han var min helt.

Den, jeg drømte om at blive, når jeg blev stor.

Alle elskede ham. JEG ELSKEDE ham. Jeg ville så gerne gøre ham stolt.

“Cliff, hvorfor er du så doven? Vil du ikke lære at læse?”

“JEG VIL! KAN DU IKKE SE, HVOR HÅRDT JEG PRØVER?!” råbte jeg, mens tårerne strømmede ned ad kinderne.

“Nej, det gør jeg ikke. Jeg bruger to timer hver dag på at prøve at lære dig at læse. Jeg har købt alle programmerne. Hold fingrene i ro og koncentrér dig for en gangs skyld.”

“VÆR OPMÆRKSOM?! Jeg ER altid opmærksom.”

“Du er det ikke. Du er ligeglad. Selv din søster kan læse, og hun er seks år.”

“Fordi JEG LÆREDE HENDE! Jeg ville ikke have, at hun også skulle igennem det.

Jeg kender alle reglerne. Hver eneste regel. Men når jeg bruger dem, så... virker det bare ikke.”

Jeg plejede at drømme om at læse.

Da jeg var lille, ville jeg være præsident, videnskabsmand og popstjerne.

Jeg vidste, at for at blive den, jeg ville være, måtte jeg lære at læse.

Så gik jeg overalt med en bog under armen og forestillede mig, at jeg en dag ville kunne læse den.

Den bog, jeg helst ville læse, var Harry Potter.

Men efter at bibliotekaren havde vækket mig for 20. gang, fordi jeg var faldet i søvn med ansigtet begravet på side tre, gav jeg op.

Heldigvis opgav min far mig ikke. Han opgav mig aldrig. Aldrig.

Min far arbejdede virkelig hårdt, da vi var små. Han havde næsten aldrig tid til at spise aftensmad sammen med os.

Men han kom tidligt hjem for det her:

Han satte sig på min seng, og med en langsom, dyb stemme læste han Harry Potter for mig. Mine øjne lyste op. Jeg elskede det helt vildt.

Når min far ikke kunne nå hjem i tide, optog han sig selv, mens han læste Harry Potter, på et kassettebånd. Jeg faldt i søvn til det bånd. Igen og igen og igen, mens jeg lyttede til min fars stemme.

Jeg var dobbelt heldig, fordi jeg også havde min mor (aka MamaBear). Hun gik virkelig op i det. Og hun er virkelig skarp til research.

En dag, sandsynligvis under den 1000. gang hun søgte, eller i en af de 100 bøger, hun læste om emnet, stødte hun på “dysleksi” og tænkte, at det måske var det, jeg havde. Hun fik mig testet. Det viste sig, at det var præcis, hvad jeg havde. Det – og ADD.

Da jeg fandt ud af, at jeg var ordblind, sukkede jeg det dybeste suk, du nogensinde har hørt en niårig give. “Endelig!” tænkte jeg, “jeg er ikke defekt, jeg er ikke dum, og jeg er helt bestemt IKKE DOVEN!”

“Fantastisk,” tænkte jeg, “nu ved vi, hvad problemet er, lad os løse det!”

At læse en sætning kræver for mig lige så meget energi og hjernekraft, som de fleste bruger, når de løser en firecifret divisionsopgave i hovedet. 462/7=…

Efter et afsnit er jeg træt (det er 10 opgaver i træk),

Efter et kapitel? Et kapitel ville være 300 firecifrede opgaver i træk i mit hoved.

Der findes ikke noget, der hedder “efter et kapitel” — selv hvis jeg brugte al verdens energi, ville jeg falde i søvn eller begynde at lave fejl (og miste forståelsen), før jeg nåede kapitlets slutning. For meget mental bearbejdning.

At lytte kræver dog ikke nær så meget energi som afkodning.

Min far fandt den rigtige lydbog til Harry Potter and The Sorcerer’s Stone, indtalt af Jim Dale. Han skaffede den til mig.

Jeg lyttede til den 22 gange i træk.

De første tre sider, jeg faldt i søvn over på biblioteket? Jeg kan dem udenad. Sammen med resten af det første kapitel i bogen. 13 år senere.

Jeg stoppede ikke med at lytte. Jeg lyttede til alle bøgerne i den serie. Derefter Narnia, så Lord of the Rings, så Game of Thrones, Pillars of the Earth, Atlas Shrugged.

Jeg stoppede aldrig med at lytte.

Jeg havde en 20 tons tung stenblok bundet til ryggen, som holdt mig tilbage fra at være den person, jeg ønskede at være. Hver sætning, jeg læste, tog en evighed. Nu havde jeg vinger.

Jeg begyndte at skrue op for afspilningshastigheden, fra 1x til 1.25x, 1.5x, 2x og 2.5x. Fordi ændringen var gradvis, fulgte jeg med og fik alt med.

Jeg lyttede, mens jeg cyklede til skole. Når jeg ventede på, at min mor hentede mig efter træning. Før jeg faldt i søvn hver aften. Når jeg ryddede op på mit værelse eller gik en tur. På toilettet.

Jeg begyndte at nå igennem 2 lydbøger om ugen. 100 bøger om året. Jeg har holdt tempoet i 12 år. Det føles ikke som en anstrengelse – det er faktisk dagens bedste stund.

Der findes ikke en lydbog til alle de bøger, man får for i skolen. Min sommerlæsebog til gymnasiet var “Marly and Me”, og der var ingen lydbog. Så sommeren før gymnasiet sad jeg hos min mor i hendes seng, og hun læste “Marly and Me” for mig.

Jeg var i specialundervisning én time om dagen igennem hele gymnasiet.

Jeg eksperimenterede meget. Og begyndte at bruge teknologi på en måde, som ingen speciallærer kunne have lært mig. Jeg tog fuldt ansvar for mine egne hjælpemidler og min uddannelse. Jeg bad om hjælp og fandt ud af, hvordan jeg lærte bedst.

Jeg tog også næsten alle AP- og Honors-klasser, som min skole tilbød, fik et snit over 4,0 og kæmpede med administrationen og lærere, der mente, at dysleksi er “en myte”. Senere går jeg i dybden med de værktøjer, jeg brugte i den periode, og hvordan jeg gjorde.

Jeg havde også nogle fantastiske lærere, som var ufatteligt støttende.

Gennem hårdt arbejde (og ved at overbevise mange lærere om at give mig dispensationer) blev jeg optaget på Brown University.\Et problem…. Jeg kunne ikke læse min sommerlæsebog – der fandtes ingen lydbog til den.

På samme måde findes der ingen lydbøger til de fleste lærebøger, de fleste udleverede materialer, PDF'er, e-mails og Wikipedia-sider, man skal læse i skolen.

Så jeg satte mig ved siden af min mor i hendes seng, og hun læste min sommerlæsebog til college for mig. Men min mor arbejdede og havde ikke tid til at læse hele bogen for mig.

Natten før afrejsen til Brown for at starte på college var jeg kun to tredjedele igennem bogen.

Jeg havde intet valg; jeg hackede et gammelt tekst-til-tale-system til at læse resten af bogen ind natten over på min iPhone og lyttede så på flyet.

Det virkede!

Jeg lærte mig selv at kode ved siden af (mere om, hvordan jeg fik det til at ske trods ordblindhed senere i bogen), og forbedrede softwaren yderligere.

Jeg brugte de næste 4 år på college på at perfektionere dette system. I stedet for at slide over en lærebog bundet til mit skrivebord – tog jeg 15 hurtige billeder og lyttede så, mens jeg spiste morgenmad eller kørte på longboard til undervisningen.

Jeg lyttede til de 100+ sider, der var pensumlæsning om ugen på mine fag, mens jeg sad i tog eller bus på vej til hackathons. Ofte føltes det, som om jeg var den eneste, der havde læst til timerne.

I dag har millioner af mennesker kunnet klare sig i skole og samfund takket være Speechify.

Husk, at frem for alt er din mission at være den, du mest havde brug for, da du voksede op. I det mindste er det min.

Kærlig hilsen ❤

Cliff Weitzman