Hej, jeg hedder Cliff Weitzman.

Jeg er ordblind.

Jeg fik diagnosen i 3. klasse. Det var den bedste dag i mit liv.

Indtil da lod jeg, som om jeg læste i folkeskolen.

Jeg sad med bogen slået op foran mig og førte fingeren under ordene, så folk (mine forældre, lærere, venner, søskende) ikke skulle tro, jeg var dum eller doven.

At læse højt i rundkreds var skrækindjagende.

En efter en læste børnene højt. Og min tur rykkede nærmere.

Mine hænder blev helt klamme.

Så jeg timede det lige præcis. Lige inden det blev min tur…

Sneg jeg mig ud på toilettet og gemte mig.

Det gjorde jeg hver gang.

Folk har sikkert troet, jeg havde blæreproblemer. Det var bedre end, at de troede, jeg var en idiot.

Det hårdeste var min far. Han var min helt.

Ham drømte jeg om en dag at blive som.

Alle elskede ham. JEG ELSKEDE ham. Jeg ville gøre ham stolt.

“Cliff, hvorfor er du så doven? Vil du ikke lære at læse?”

“JO! KAN DU IKKE SE, HVOR MEGET JEG PRØVER?!” råbte jeg tilbage, tårerne løb ned ad kinderne.

“Nej, det kan jeg ikke. Jeg bruger 2 timer hver dag på at lære dig at læse. Jeg har købt alle programmerne. Stop med at pille ved alting og følg så med for en gangs skyld.”

“FØLGE MED?! Jeg følger altid med.”

“Det gør du ikke. Du interesserer dig ikke. Selv din søster kan læse, og hun er 6.”

“Fordi JEG LÆRTE HENDE! Jeg ville ikke have, at hun skulle igennem det samme.

Jeg kender alle reglerne. Hver eneste regel. Men når jeg følger dem, virker det bare… ikke.”

Jeg plejede at drømme om at læse.

Da jeg var lille, ville jeg være præsident, videnskabsmand og popstjerne.

Jeg vidste, at for at blive den, jeg ville være, måtte jeg lære at læse.

Så jeg gik rundt med en bog under armen og forestillede mig, at jeg en dag ville kunne læse den.

Den bog, jeg helst ville læse, var Harry Potter.

Men efter 20. gang en bibliotekar vækkede mig, fordi jeg var faldet i søvn med ansigtet plantet på bogens tredje side, gav jeg op.

Heldigvis opgav min far mig ikke. Han opgav mig aldrig. Aldrig.

Min far arbejdede virkelig hårdt, da vi var små. Han havde næsten aldrig tid til at spise aftensmad med os.

Men til det her kom han tidligt hjem:

Han satte sig på min seng. Og med en rolig, dyb stemme læste han Harry Potter for mig. Mine øjne lyste op. Jeg var vild med det.

Når min far ikke nåede hjem i tide, optog han sig selv, mens han læste Harry Potter, på kassettebånd. Jeg faldt i søvn til det bånd. Igen og igen og igen, mens jeg lyttede til min fars stemme.

Jeg var dobbelt heldig, for jeg havde også min mor (aka MamaBear). Hun bekymrer sig. Og hun er virkelig god til at researche.

En dag, sandsynligvis under den 1000. søgning eller i en af de 100 bøger, hun læste om emnet, stødte hun på “ordblindhed” og tænkte, at det måske var det, jeg havde. Hun fik mig testet. Det viste sig, at det præcis var det, jeg havde. Det, og ADHD.

Da jeg fandt ud af, at jeg var dyslektiker, tog jeg det dybeste suk, du nogensinde har hørt en 9-årig tage. ”Endelig!” tænkte jeg, ”jeg er ikke ødelagt, jeg er ikke dum, og jeg er bestemt IKKE DOVEN!”

”Fint,” tænkte jeg, ”nu ved vi, hvad problemet hedder, så lad os få styr på det!”

At læse en sætning kræver lige så meget energi og hjernekraft for mig, som det gør for de fleste at løse et firecifret divisionsstykke i hovedet. 462/7=…

Efter et afsnit er jeg træt (det er ti regnestykker i streg),

Efter et kapitel? Et kapitel ville svare til at lave 300 firecifrede regnestykker i hovedet i træk.

Der findes ikke noget, der hedder ”efter et kapitel” — selv hvis jeg brugte al verdens energi, ville jeg falde i søvn eller begynde at fejllæse (altså ikke forstå) inden slutningen af kapitlet. Alt for krævende mentalt.

At lytte kræver derimod ikke nær så meget energi som at afkode tekst.

Min far fandt den helt rigtige lydbog til Harry Potter and The Sorcerer’s Stone, indtalt af Jim Dale. Han skaffede den til mig.

Jeg lyttede til den 22 gange i streg.

De første tre sider, hvor jeg altid faldt i søvn på biblioteket? Dem kan jeg udenad. Sammen med resten af bogens første kapitel. Selv 13 år senere.

Jeg stoppede ikke med at lytte. Jeg lyttede til alle bøgerne i den serie. Så Narnia, så Lord of the Rings, så Game of Thrones, Pillars of the Earth, Atlas Shrugged.

Jeg holdt aldrig op med at lytte.

Jeg havde en 20 tons klippeblok lænket fast til ryggen, som forhindrede mig i at være den person, jeg ville være. Hver sætning, jeg læste, tog en evighed. Nu havde jeg vinger.

Jeg begyndte at skrue op for lyttehastigheden, fra 1x til 1,25x, 1,5x, 2x og så 2,5x. Fordi ændringen var gradvis, fulgte jeg med og missede ikke et ord.

Jeg lyttede, mens jeg cyklede i skole. Når jeg ventede på, at min mor hentede mig efter træning. Inden jeg faldt i søvn hver nat. Når jeg ryddede op på mit værelse eller gik udenfor. På toilettet.

Jeg begyndte at nå igennem to lydbøger om ugen. 100 bøger om året. Jeg har holdt det tempo i 12 år. Det føles ikke som en indsats — faktisk er det dagens højdepunkt.

Der findes ikke en lydbog for alle de bøger, man får for i skolen. Min high school sommerlæsning var ”Marley and Me”, og den havde ingen lydbog. Så sommeren før high school sad jeg i sengen hos min mor, og hun læste ”Marley and Me” for mig.

Jeg var i specialundervisning én lektion hver dag gennem hele gymnasiet.

Jeg eksperimenterede en masse. Og begyndte at bruge teknologi på en måde, ingen speciallærer ville have kunnet lære mig. Jeg tog fuldt ansvar for mine egne kompensationsstrategier og min uddannelse. Jeg bad om hjælp og fandt ud af, hvordan jeg lærte bedst.

Jeg tog også næsten alle AP- og Honors-klasser, som min skole tilbød, fik over 4,0 i GPA og kæmpede mig igennem konflikter med administrationen og lærere, der mente, at dysleksi er ”en myte”. Senere vil jeg gå i dybden med de værktøjer, jeg brugte i denne periode, og hvordan jeg gjorde det.

Jeg havde også nogle fantastiske lærere, som var utroligt støttende.

Gennem hårdt arbejde (og ved at overbevise mange lærere om at give mig undtagelser) kom jeg ind på Brown University.\Ét problem … jeg kunne ikke læse min sommerlæsningsbog – der var ingen lydbog til den.

På samme måde findes der ingen lydbøger til de fleste lærebøger, de fleste udleverede ark, PDF’er, e-mails og Wikipedia-sider, man skal læse til skolen.

Så jeg satte mig ved siden af min mor i hendes seng. Og hun læste min sommerlæsning til college for mig. Men min mor arbejdede og havde ikke tid til at læse hele bogen for mig.

Natten før jeg fløj til Brown for at starte på college, var jeg kun 2/3 igennem bogen.

Jeg havde ikke noget valg; jeg hackede et gammelt tekst-til-tale-system til at læse resten af bogen ind på min iPhone natten over og så høre den på flyet.

Det virkede!

Jeg lærte mig selv at programmere ved siden af (mere om, hvordan jeg fik det til at lykkes, selv med dysleksi, senere i bogen) og byggede videre på softwaren.

Jeg brugte de næste 4 år på universitetet på at forfine dette system. I stedet for at sidde krumbøjet over en lærebog lænket til mit skrivebord – tog jeg 15 hurtige fotos og lyttede til det, mens jeg spiste morgenmad eller longboardede hen til undervisningen.

Jeg lyttede til over 100 siders pensum om ugen til mine fag, mens jeg sad i tog eller bus på vej til hackathons. Ofte føltes det, som om jeg var den eneste, der faktisk fik læst til timerne.

I dag har millioner af mennesker kunnet klare sig i skolen og i hverdagen takket være Speechify.

Husk, at din vigtigste mission er at være den person, du selv havde mest brug for, da du voksede op. Det er i hvert fald min.

De kærligste hilsner ❤

Cliff Weitzman